Navlepillerier!

 

For at sige det lige ud: Jeg har fået konstateret lungekræft, og det forløb vil jeg berette om her i januar 2008. Det er i dag d 9. januar, men jeg har ikke haft energi til at komme i gang før.

Jeg er ikke god til at lave notater, men Inger skriver lidt i sin kalender, og selv har jeg jo en hukommelse, og jeg må helt tilbage til midten af august, da jeg blev hæs. Det forekommer mig, at det varede 14 dage, uden at det blev bedre, så jeg besluttede at opsøge lægen. Det skete d. 3.september, og så begyndte det at gå stærkt. Chantal mente, at jeg skulle til specialist. Jeg havde samme dag en aftale med øjenlægen i Vordingborg, og han og øre-næse-halslægen bor i samme bygning i hovedgaden, så fik Chantal strikket en aftale sammen til samme dag. Også han syntes, at der skulle noget mere til, så han indstillede mig til røntgen på sygehuset i Næstved. Det var om mandagen, og allerede onsdag fik jeg opringning fra Næstved med indkaldelse til torsdag. Heller ikke det kunne gøre det. Jeg ville få en indkaldelse til CT-skanning meget hurtigt. Det blev så til fredag. 14. september. Det var en lang ventetid på svar, og svaret indebar, at jeg skulle til bronkoskopi, der altså viste, at der var en svulst, som man venligst tilbød at behandle. Jeg havde ikke andet at gøre end at takke.

 

Guldbryllup.

På det tidspunkt, da ovenstående forløb tog sin begyndelse, havde vi jo allerede længe talt om og begyndt at træffe beslutninger om, hvordan og hvor vi skulle fejre vort guldbryllup d. 13. oktober. Det er jo en stor fest, og vi havde glædet os til den, så da vi fik denne melding fra sundhedsvæsenet gik der unægtelig skår i glæden og forventningerne. En overgang (måske ½ time) havde Inger en ide om, at vi kunne blive nødt til at aflyse festen, der for længst var udsendt indbydelser til, så det afviste jeg så bestemt, at vi ikke har snakket om det siden. Men det er klart, at det var med spænding og ængstelse vi så frem til dagen og festen.

Men det blev en god fest, som vi aldrig vil glemme. Jeg fortalte kort om min situation, og foreslog, at hvis der var andre, der gerne ville fortælle om sygdom, så skulle det være nu. Da den hengik hele 10 sekunder, uden at nogle meldte sig, måtte jeg konstatere, at det var der ikke, og så opfordrede jeg til, at der ikke blev talt mere sygdom den aften, og det var mit indtryk, at det blev overholdt.

Behandling.

 Behandlingen af sygdommen startede allerede mandagen (15.oktober 2007) efter vores fest. Behandlingen består af 4 serier, og hver serie ser sådan ud: Første dag møder man på sygehuset og får behandlingen intervenøst. Så bliver man sendt hjem med nogle piller, som skal tages på dag 8. Dette udgør en serie, og så går der 14 dage inden serie 2 starter på sygehuset. Som sagt, 4 serier i alt, og hver serie strækker sig over 3 uger

Ind i mellem var der samtaler med læge og sygeplejerske, og jeg var hos speciallæge i øre-næse-halssygdomme, for den var helt galt men stemmen. Nogle syntes nok (og synes, for den er gal endnu) det var rart at være fri for at høre på mig, men for mig var det ubehageligt. Jeg fik tilsagn om at komme til talepædagog. Det venter jeg spændt på at høre fra, for jeg har store problemer med stemmen.

 

Status medio januar

 Efter ny skanning af lungerne kunne man konstatere, at der ikke var sket nogen ændring med svulstens størrelse, men kemoen havde kunnet holde sygdommen stangen. Lægen mente derfor ikke, at der var nogen ide i at fortsætte med samme behandling, så han foreslog følgende, som jeg sagde ja tak til:

Jeg skulle tage nogle nye piller (Tarceva), som ifølge indlægssedlen skulle tjene følgende: Det skal forhindre aktiviteten af et protein, der er involveret i væksten og spredningen af kræftceller. Jeg får det fordi jeg har ikke-småcellet kræft i et fremskredet stadium.

Samtidig ville lægen skrive til Rigshospitalet om muligheden for en behandling med stråler. Og det er så hvad jeg venter på her i januar.

Min plan er nu, at lægge dette på hjemmesiden, og så prøve at holde det opdateret.

-------------------------------------------------------------------------------------------

13.marts på Rigshospitalet:

Det lykkedes altså ikke dengang. Jeg har kun redigeringsprogrammet på de bærebare, og den var
gået i u-du, men nu går det igen, så jeg må hellere prøve at opsummere inden jeg beretter om situationen just nu.
 

Rigshospitalet træder til.

Efter forskellige undersøgelser og påbegyndt pillebehandling møde med "Riget" den 25. januar:
Her drejede det sig i første række om samtaler læge og sygeplejerske om fremtidige muligheder
for behandling. Man foreslog strålebehandling, og dertil havde jeg jo ikke andet at sige end ja tak. Under samtalen med syge plejersken kom den læge med den besked, at hun efter samtale med overlægen måtte give den besked, at den igangværende pillebehandling skulle stoppes med det samme, da den kun var egnet til en vis gruppe asiatiske kvinder i en helt anden sammenhæng. Den kvindelige læge var udlænding, som klarede det sproglige fint, men at overlægen måske havde en humoristisk, som hun ikke rigtig forstod, men senere har jeg forstået, at der vist nok er noget om det.

Næste møde på Rigshospitalet var d. 7. februar til skanning og tilrettelæggelse af behandlingen. Planen var så, at jeg skal have 30 behandlinger, og man anser en sådan behandling for at være helbredende, og det synes jeg er dejligt at få at vide.

Taleproblemet!

Et for mig ret alvorligt problem er, at det ene stemmebånd er ødelagt, så jeg ikke kan tale normalt. Jeg konsulterede derfor den relevante afdeling på Næstved Sygehus for at blive henvist til en talepædagog, og det ville man gerne sørge for. Da jeg en måneds tid senere ringede og spurgte hvad det blev til, havde de glemt det. så måtte jeg selv i gang med at få det ordnet i den anden ende af Næstved, og jeg nåede lige at få en enkelt lektion og nogle instruktioner og en cd med øvelser. Jeg må selv klare det, og jeg er ikke så flittig, som jeg burde være.

Strålebehandlingen

Selve behandlingen startede mandag d. 18. februar. Det var en anstrengende dag. Der skulle laves en form af min overkrop, og den skulle jeg puttes ned i til alle behandlinger, og det tog nogen tid med den nøjagtige indstilling den første gang. Men nu (i dag er det langfredag d. 21. marts) går det hurtigt. Fra jeg har lagt mig på briksen og til jeg rejser mig igen, går der vel et kvarter. Jeg skal behandles hver hverdag i 30 dage, og det skulle være slut 2. april.

Jeg bor på patienthotellet, hvor der er en udmærket restaurant, hvor alle måltider indtages. Man kan mod en rimelig betaling invitere gæster, og det har jeg benyttet mig meget af. Men med den korte tid til behandling hver dag kan tiden godt falde lang, og jeg er taknemmelig for, at jeg i sin tid fik lært at læse. Men tiden går jo alligevel, og den ugentlige hjemtur til Præstø er selv sagt velkommen. Det næste spændende punkt bliver d. 2. april, hvor jeg skal til slutsamtale. Der må dog komme et efterspil, hvor man undersøger om svulsten nu er væk, og hvad der yderligere skal ske.

23. april 2008

Ja, så er der gået 3 uger fra strålebehandlingerne var slut og jeg kom hjem, men jeg har ikke haft den store lyst til at komme i gang med skriverierne. Men nu er det som om det letter. Jeg fik at vide på det under den ovenfor omtalte slutsamtale, at bivirkningerne kunne/ville tage til de første 14 dage, og det gjorde de, men jeg skal nok skåne mine omgivelser med at komme ind på, hvad der skete ud over, at det først og fremmest drejede sig om maven og min appetit.

Nu synes jeg, at det begynder at gå fremad. Det bedste er, at maden begynder at smage mig igen. Jeg kan efterhånden glæde mig over en dyrlægens natmad, og det er store sager. Jeg har stadig ikke den store appetit, men det, at det smager af noget er jo dejligt.

Om de 30 strålebehandlinger har haft den ønskede virkning er der ingen, der kan sige endnu. Først til juli er jeg indkaldt til skanning, og først efter det kan man se, om knuden i lungen er væk. Foreløbig består mine største problemer i, at jeg har svært ved at få luft, at jeg meget hurtigt bliver træt og at jeg næsten ikke kan tale. Til det sidste har jeg kontakt med en talepædagog, som har givet mig nogle øvelser, men det er noget, der ikke virker af sig selv, det kræver min aktive deltagelse, og det kniber med at få taget mig sammen til det, men det kommer nok efterhånden som det irriterer mig tilstrækkeligt, at mine omgivelser ikke forstår når jeg prøver at give udtryk for mine uforgribelige meninger - eller rettere: de får ikke fat i mine guldkorn!

Der var så, hvad jeg valgte at berette i dag. Jeg vender nok ikke tilbage til denne sag før efter skanningen til juli. Men der kan jo komme andre ting, så hold øje med siden.