|
|
Navlepillerier!
For at sige det lige ud: Jeg har fået konstateret
lungekræft, og det forløb vil jeg berette om her i januar 2008. Det er i
dag d 9. januar, men jeg har ikke haft energi til at komme i gang før.
Jeg er ikke god til at lave notater, men Inger
skriver lidt i sin kalender, og selv har jeg jo en hukommelse, og jeg må
helt tilbage til midten af august, da jeg blev hæs. Det forekommer mig,
at det varede 14 dage, uden at det blev bedre, så jeg besluttede at
opsøge lægen. Det skete d. 3.september, og så begyndte det at gå stærkt.
Chantal mente, at jeg skulle til specialist. Jeg havde samme dag en
aftale med øjenlægen i Vordingborg, og han og øre-næse-halslægen bor i
samme bygning i hovedgaden, så fik Chantal strikket en aftale sammen til
samme dag. Også han syntes, at der skulle noget mere til, så han
indstillede mig til røntgen på sygehuset i Næstved. Det var om mandagen,
og allerede onsdag fik jeg opringning fra Næstved med indkaldelse til
torsdag. Heller ikke det kunne gøre det. Jeg ville få en indkaldelse til
CT-skanning meget hurtigt. Det blev så til fredag. 14. september. Det
var en lang ventetid på svar, og svaret indebar, at jeg skulle til
bronkoskopi, der altså viste, at der var en svulst, som man venligst
tilbød at behandle. Jeg havde ikke andet at gøre end at takke.
Guldbryllup.
På det tidspunkt, da ovenstående forløb tog sin
begyndelse, havde vi jo allerede længe talt om og begyndt at træffe
beslutninger om, hvordan og hvor vi skulle fejre vort guldbryllup d. 13.
oktober. Det er jo en stor fest, og vi havde glædet os til den, så da vi
fik denne melding fra sundhedsvæsenet gik der unægtelig skår i glæden og
forventningerne. En overgang (måske ½ time) havde Inger en ide om, at vi
kunne blive nødt til at aflyse festen, der for længst var udsendt
indbydelser til, så det afviste jeg så bestemt, at vi ikke har snakket
om det siden. Men det er klart, at det var med spænding og ængstelse vi
så frem til dagen og festen.
Men det blev en god fest, som vi aldrig vil glemme.
Jeg fortalte kort om min situation, og foreslog, at hvis der var andre,
der gerne ville fortælle om sygdom, så skulle det være nu. Da den hengik
hele 10 sekunder, uden at nogle meldte sig, måtte jeg konstatere, at det
var der ikke, og så opfordrede jeg til, at der ikke blev talt mere
sygdom den aften, og det var mit indtryk, at det blev overholdt.
Behandling.
Behandlingen af sygdommen startede allerede
mandagen (15.oktober 2007) efter vores fest. Behandlingen består af 4
serier, og hver serie ser sådan ud: Første dag møder man på sygehuset og
får behandlingen intervenøst. Så bliver man sendt hjem med nogle piller,
som skal tages på dag 8. Dette udgør en serie, og så går der 14 dage
inden serie 2 starter på sygehuset. Som sagt, 4 serier i alt, og hver
serie strækker sig over 3 uger
Ind i mellem var der samtaler med læge og
sygeplejerske, og jeg var hos speciallæge i øre-næse-halssygdomme, for
den var helt galt men stemmen. Nogle syntes nok (og synes, for
den er gal endnu) det var rart at være fri for at høre på mig, men for
mig var det ubehageligt. Jeg fik tilsagn om at komme til talepædagog.
Det venter jeg spændt på at høre fra, for jeg har store problemer med
stemmen.
Status medio
januar
Efter ny skanning af lungerne kunne man konstatere,
at der ikke var sket nogen ændring med svulstens størrelse, men kemoen
havde kunnet holde sygdommen stangen. Lægen mente derfor ikke, at der
var nogen ide i at fortsætte med samme behandling, så han foreslog
følgende, som jeg sagde ja tak til:
Jeg skulle tage nogle nye piller (Tarceva), som
ifølge indlægssedlen skulle tjene følgende: Det skal forhindre
aktiviteten af et protein, der er involveret i væksten og spredningen af
kræftceller. Jeg får det fordi jeg har ikke-småcellet kræft i et
fremskredet stadium.
Samtidig ville lægen skrive til Rigshospitalet om
muligheden for en behandling med stråler. Og det er så hvad jeg venter
på her i januar.
Min plan er nu, at lægge dette på hjemmesiden, og
så prøve at holde det opdateret.
-------------------------------------------------------------------------------------------
13.marts på Rigshospitalet:
Det lykkedes altså ikke dengang. Jeg har kun
redigeringsprogrammet på de bærebare, og den var
gået i u-du, men nu går det igen, så jeg må hellere prøve at opsummere
inden jeg beretter om situationen just nu.
Rigshospitalet træder til.
Efter forskellige undersøgelser og
påbegyndt pillebehandling møde med "Riget" den 25. januar:
Her drejede det sig i første række om samtaler læge og sygeplejerske om
fremtidige muligheder
for behandling. Man foreslog strålebehandling, og dertil havde jeg jo
ikke andet at sige end ja tak. Under samtalen med syge plejersken kom
den læge med den besked, at hun efter samtale med overlægen måtte give
den besked, at den igangværende pillebehandling skulle stoppes med det
samme, da den kun var egnet til en vis gruppe asiatiske kvinder i en
helt anden sammenhæng. Den kvindelige læge var udlænding, som klarede
det sproglige fint, men at overlægen måske havde en humoristisk, som hun
ikke rigtig forstod, men senere har jeg forstået, at der vist nok er
noget om det.
Næste møde på Rigshospitalet var d.
7. februar til skanning og tilrettelæggelse af behandlingen. Planen var
så, at jeg skal have 30 behandlinger, og man anser en sådan behandling
for at være helbredende, og det synes jeg er dejligt at få at vide.
Taleproblemet!
Et for mig ret alvorligt problem er,
at det ene stemmebånd er ødelagt, så jeg ikke kan tale normalt. Jeg
konsulterede derfor den relevante afdeling på Næstved Sygehus for at
blive henvist til en talepædagog, og det ville man gerne sørge for. Da
jeg en måneds tid senere ringede og spurgte hvad det blev til, havde de
glemt det. så måtte jeg selv i gang med at få det ordnet i den anden
ende af Næstved, og jeg nåede lige at få en enkelt lektion og nogle
instruktioner og en cd med øvelser. Jeg må selv klare det, og jeg er
ikke så flittig, som jeg burde være.
Strålebehandlingen
Selve behandlingen startede mandag
d. 18. februar. Det var en anstrengende dag. Der skulle laves en form af
min overkrop, og den skulle jeg puttes ned i til alle behandlinger, og
det tog nogen tid med den nøjagtige indstilling den første gang. Men nu
(i dag er det langfredag d. 21. marts) går det hurtigt. Fra jeg har lagt
mig på briksen og til jeg rejser mig igen, går der vel et kvarter.
Jeg skal behandles hver hverdag i 30 dage, og det skulle
være slut 2. april.
Jeg bor på patienthotellet, hvor der
er en udmærket restaurant, hvor alle måltider indtages. Man kan mod en
rimelig betaling invitere gæster, og det har jeg benyttet mig meget af.
Men med den korte tid til behandling hver dag kan tiden godt falde lang,
og jeg er taknemmelig for, at jeg i sin tid fik lært at læse. Men tiden
går jo alligevel, og den ugentlige hjemtur til Præstø er selv sagt
velkommen. Det næste spændende punkt bliver d. 2. april,
hvor jeg skal til slutsamtale. Der må dog komme et efterspil, hvor man
undersøger om svulsten nu er væk, og hvad der yderligere skal ske.
23. april 2008
Ja, så er der gået 3 uger fra
strålebehandlingerne var slut og jeg kom hjem, men jeg har ikke haft den
store lyst til at komme i gang med skriverierne. Men nu er det som om
det letter. Jeg fik at vide på det under den ovenfor omtalte
slutsamtale, at bivirkningerne kunne/ville tage til de første 14 dage,
og det gjorde de, men jeg skal nok skåne mine omgivelser med at komme
ind på, hvad der skete ud over, at det først og fremmest drejede sig om
maven og min appetit.
Nu synes jeg, at det begynder at gå
fremad. Det bedste er, at maden begynder at smage mig igen. Jeg kan
efterhånden glæde mig over en dyrlægens natmad, og det er store sager.
Jeg har stadig ikke den store appetit, men det, at det smager af noget
er jo dejligt.
Om de 30 strålebehandlinger har haft
den ønskede virkning er der ingen, der kan sige endnu. Først til juli er
jeg indkaldt til skanning, og først efter det kan man se, om knuden i
lungen er væk. Foreløbig består mine største problemer i, at jeg har
svært ved at få luft, at jeg meget hurtigt bliver træt og at jeg næsten
ikke kan tale. Til det sidste har jeg kontakt med en talepædagog, som
har givet mig nogle øvelser, men det er noget, der ikke virker af sig
selv, det kræver min aktive deltagelse, og det kniber med at få taget
mig sammen til det, men det kommer nok efterhånden som det irriterer mig
tilstrækkeligt, at mine omgivelser ikke forstår når jeg prøver at give
udtryk for mine uforgribelige meninger - eller rettere: de får ikke fat
i mine guldkorn!
Der var så, hvad jeg valgte at
berette i dag. Jeg vender nok ikke tilbage til denne sag før efter
skanningen til juli. Men der kan jo komme andre ting, så hold øje med
siden.
|